ISMPBSK 1

 

Hvad sker der når man har cyklet i rigtig mange år, prøvet det meste, kørt stærkt, har svedt, har frosset og lidt rigtig meget på både gode og dårlige dage? 

Så finder man ud af, at det er ikke så vigtigt om rammen er superlet, hjulene de stiveste eller om watt og gennemsnit er højt. Det er ikke længere på vigtigt om man kommer i top 10, vinder flest Strava segmenter eller kører hurtigere end sidst. Fokus flytter væk fra de ydre belønninger og ind i hovedet. Det er derinde slaget skal slås... Mod alderen, forfaldet, mageligheden, gigten, skaderne, manglen på form og fritid. Det er ikke podie, præmietider eller laurbær, der køres om. For istedet er det passionen, der er tændt. Kammeratskabet der tæller. Alt det før og efter cyklingen. Kendskabet til hinandens stærke og svage sider. På cyklen, men også af cyklen. Det holder sammen på det hele. Det der gør, at det hele ikke er ligegyldigt. At vi ved hvornår der skal siges til - og fra, ventes eller bare køres. 

Stram kæde

Det der gør, at vi ikke altid behøver at køre med andre og mod andre. Men godt kan tage en ordentlig dinger alene. Uden snak, bare med stram kæde. I timevis. Ikke en masse intervaller og syretræning, men vedholdene tempo. Holde fast i planen. Køre turen som den var planlagt hjemmefra - også selvom vejret skifter, og benene er tunge. Og glæde sig over at køretiden blev præcis som forudsagt inden for 5 min. Og vide inden for de første 300 m, at man også denne gang ramte rigtigt med hensyn til tøjet - hverken for varmt eller koldt. 

ISMPBSK 2

Vi ved det godt. De der Belgier kan noget med at cykle. Har man først kørt på deres veje ved man hvorfor. Stejle stigninger, elendige veje, brosten, chikaner, småbyer, men også entusiastiske tilskuere. Selv til "motionsløb" står de der og spiller, trutter, råber og klapper, på de hårdeste og mest udfordrende steder. Der hvor de uøvede taber kæben, hvor dem der har kørt over evne får krampe. For de ved det. De har været der før og kender hver en knold. Stemningen er i top, og alle er helte. Ikke kun de foreste. Der er cyklingens sjæl. Og der er altid øl nok. 

Tekst: Jan Bilato

Denne side benytter cookies
Læs mere om brugen af cookies på siden
Cookie politik I accept cookies from this website
Accept